Sri Lanka 2013

Jeg elsker at rejse, møde mennesker og opleve nye ting, men de sidste par år, er der helt usædvanligt et sted som jeg bliver ved med at vende tilbage til: Sri Lanka. På en eller anden underlig måde føles det som at komme hjem og nu er jeg her igen. Intet er planlagt, jeg ved ikke hvor jeg skal bo, hvad jeg skal se, men glæder mig helt vildt uanset hvad turen må bringe mig. På denne side er det min hensigt, at fortælle om det jeg oplever og forhåbentlig give et indtryk af det virkelig Sri Lanka, naturen og den fantastiske befolkning, som i den grad har taget mit hjerte med storm.

DE SENESTE INDLÆG ER NEDERST PÅ SIDEN

Inden jeg tog af sted var det min helt klare intention, at jeg denne gang skulle rejse langt mindre med lokale transportmidler og tuk tuk. Den plan gik fløjten fra det øjeblik jeg ankom i Colombo lufthavn, hvor nogle af mine venner kom og hentede mig i tuk tuk og vi skulle køre til mit guest house i Ambalangoda . Det er en tur på 135 km., men med den tætte trafik og de dårlige veje tager det ca. 6 timer i det lille trehjulede køretøj, som for resten ikke er bygget til høje vesterlændinge. Her i landet kører de, så jeg til tider må lukke øjnene, håbe de ved hvad de gør og for en sikkerheds skyld bede til de højere magter. Vores chauffør den ellers så søde Suranga er frygtløs bag rattet og kaster sig gerne ud i en kamp om pladsen med både lastbiler og busser og de tager naturligvis mod udfordringen og så er det jeg lukker øjnene.  Deres kørestil gør, at jeg som dansker kan blive i tvivl om hvorvidt de har højre eller venstrekørsel, hvor mange baner en vej har og om der er nogle steder de ikke må køre.  Det er mig en gåde, at der ikke sker flere ulykker.

SONY DSCDa vi ankom til mit guest house Shangrela Beach resort, stod en af mine andre venner og ventede og jeg fik en velkomst jeg aldrig vil glemme. De havde på smukkeste vis pyntet hele værelset med blomster. Der var blomster overalt selv ude på badeværelset og der var en helt bedøvende duft. Allerede aftenen forinden havde de ribbet hele området for blomster, som de havde lagt i vand, så de kunne holde sig friske til jeg kom dagen efter.

Blomsterdekoratøren, min gamle ven og tuk tuk chafføren

Det var mindst lige så meget tanken og indsatsen, der rørte mig, som det var selve blomsterne og jeg var helt i tvivl om, hvor jeg skulle sove, så de fine blomster ikke blev ødelagt.

 

 

SÅ FIK JEG OGSÅ BRUG FOR MIN SYGEFORSIKRING

I dag har bestemt ikke været min bedste dag i Sri Lanka, men jeg har gjort mig nogle erfaringer og fik for første gang nogensinde brug for min rejse- og sygeforsikring… to gange… Den første dag her tabte jeg en krone og skulle pludselig til at finde ud af hvordan jeg kunne komme til tandlæge, hvor der var en god en af slagsen og hvordan det fungerer med min rejseforsikring. Tandlægen havde ikke åbent om søndagen, men jeg fik en aftale til dagen efter.

Næste morgen kom en lille hundehvalp, som jeg naturligvis har kælet med, løbende og begynde at lege med mine ben og bide. Det viste sig bagefter, at den havde bidt hul, ikke noget særligt, men jeg blev lidt forskrækket over de lokales reaktion, fordi nu skulle jeg hurtigst muligt til lægen, fordi det var en gadehund, som sandsynligvis ikke var vaccineret og kunne have hundegalskab. Åh nej, Frk. Larsen som både er bange for tandlæger og sprøjter, skulle nu akut til både læge og tandlæge i Sri Lanka, det var ikke noget der huede mig.  Endnu en gang trådte mine lokale venner til og hjalp mig. Først kørte vi til en privat klinik for at finde ud af vaccinen mod hunde galskab. Jeg blev en kende bleg, da lægen (som så ud som en 16 årig skoleelev) kom. Til min lettelse måtte han ikke behandle mod hundegalskab, men til gengæld var han meget mere interesseret i hvad jeg skulle hos tandlægen, i et se min krone og især hvad den kostede i Danmark.

IMAG1014 kompr

Min meget håndfaste tandlæge i Sri Lanka, som jeg ikke håber jeg skal se igen.

Alle sagde at tandlægen var byens bedste, men jeg bryder mig nu ikke om at komme i hænderne på andre end min søde tandlæge derhjemme og det er jeg forresten heller ikke særlig vild med. Da jeg kom ind i ”klinikken”, var jeg lige ved at vende om, fordi det så bestemt ikke ud, som en klinik derhjemme. Alle blev behandlet i et stort lokale og alt så meget slidt og gammelt ud, men de var søde og hjælpsomme, og noget skulle jo gøres. Han var en rolig, men meget fast og bestemt herre og kronen blev sat på plads til en af pris på 40 kr.
Bagefter var min kammerat meget ked af, at han ikke havde været med derinde, fordi de skulle jo have skrevet regningen til forsikringen på meget mere, men jeg tror på karmaloven, så jeg skulle ikke risikere noget, slet ikke når det drejer sig om en tandlæge.

IMAG1015 kompr
Sygeplejersken som fik lov til at stikke mig, efter vi havde checket ind, talt med en anden sygeplejerske, 2 læger, bogholderiet og fået de fornødne papirer.

Men dagen var jo bestemt ikke ovre, nu skulle vi køre udenfor byen til det store offentlige hospital, så jeg kunne blive behandlet mod hundegalskab. For hvert minut jeg var der steg min puls markant og jeg var på grænsen til at udvikle en eller anden form for Hvid kittel syndrom. Med min naive tilgang til livet, håbede jeg stadig de ville sige, det lille sår bare skulle renses, men nej jeg blev sat i gang med et helt behandlingsforløb, som består af et utal af sprøjter. I dag alene fik jeg en i hver skulder og det skal jeg i alt 4 gange over det næste stykke tid. Jeg har ingen idé om hvordan alt dette var gået uden mine venners hjælp, langt de fleste af de MANGE hvide kitler vi var i kontakt med talte ikke engelsk og jeg blev sendt fra det ene sted til det andet, men samtidig var det lidt underligt, at være som et barn igen, fordi al kommunikation foregik over hovedet på mig, som om jeg ikke var tilstede.

 

 

Jeg rør ikke flere hunde hernede, heller ikke hverken aber, krokodiller eller katte.

Man skal endelig ikke lade sig snyde af de store uskyldige øjne, det er en bandit i forklædning. Han kan godt nok ikke forstå hvorfor vi pludselig ikke er venner mere.
Man skal endelig ikke lade sig snyde af de store uskyldige øjne, det er en bandit i forklædning. Han kan godt nok ikke forstå hvorfor vi pludselig ikke er venner mere.

Det værste er, at jeg ikke kan sige, jeg ikke var blevet advaret. Både de lokale og min søde rejsekusine, som ikke er med denne gang, har gentagne gange sagt, at jeg skal holde om med at røre dyrene. Jeg havde bare ikke lige taget det alvorligt nok, det har jeg så lært af.  Når man ikke vil høre, så må man føle og det fik jeg så lov til i dag og indrømmer gerne, at der var flere gange i løbet af dagen, hvor jeg ikke var meget værd. Til gengæld var der rigtig mange lokale, som syntes det var top god underholdning, at høre om turisten, der både tabte en tænd og var blevet bidt af en gadehund. De spurgte allesammen min kammerat hvem jeg var og hvorfor jeg var der og der blev grint meget, men jeg forstod jo ikke et hak af hvad der blev sagt.

Tror hellere jeg må tage forbi et tempel og få mig en ny velsignelse, fordi den gamle er vist brugt op ;-)

 

”Pilgrimsfærd”, hvor en del gik tabt i oversættelsen.

Ofte er det sådan, at man får præcis hvad man beder om og jeg bad om velsignelse. Jeg tror også mine lokale venner syntes jeg var lige lovlig hårdt ramt indenfor meget kort tid og det krævede drastiske midler at rette op på. Deres forslag var derfor, at vi tankede den lille tuk tuk og tog til Kataragama. Når jeg prøvede at spørge ind til hvad vi skulle og ville vide lidt mere om betydningen, så fik jeg meget bestemt besked om, at det kunne de ikke forklare og jeg måtte se, når vi kom der. Ok, så måtte jeg jo vente og se, men det betyder også, at der er rigtig mange detaljer af vores tur, som jeg ikke kan forklare, fordi jeg ved det ikke. Har heller ikke navnene på de fleste af stederne undervejs og hvis der er nogle detaljer som ikke er korrekte, så beklager jeg, men jeg kan kun fortælle det jeg ved.

SONY DSC

Vores fine køretøj på turen ud i det ukendte – ihvertfald for en af os

En ting fandt jeg dog hurtigt ud af, at tage til Kataragama er en færd, som der ikke skal tages let på og mange traditioner skulle følges også selvom jeg ikke kunne få forklaret hvorfor. Det er ikke et sted man tager til i tide og utide, min kammerat havde kun været der en gang i sit liv og chaufføren havde aldrig kørt så langt i sin fine tuk tuk. Blev lidt bekymret, da jeg fandt ud af, at det var hans personlige rekord i tuk tuk, fordi det kan betyde hvad som helst.  Kataragama er det sted i Sri Lanka hvor den anden største religiøse festival finder sted og i løbet af september måned hvert år, besøges byen af 700.000 tilrejsende.

Forberedelserne begyndte allerede aftenen inden vores afrejse, hvor det var vigtigt at den slags færd blev indledt med at besøge det lokale tempel i landsbyen og vi fik mønter med af familie og venner til velsignelser. Vi aftalte, at de ville komme og hente mig på mit hotel næste morgen kl. 5. Her vil jeg lige indskyde en lille detalje, det var sri lankansk tid, som er noget helt andet end europæisk tid, så de kom kl. 6. Første stop var allerede i Ambalangoda, hvor vi skulle besøge byens tempel.

Det lokale tempel i Ambalangoda, hvor vi fik velsignede røgelsespinde til vores tuk tuk
Det lokale tempel i Ambalangoda, hvor vi fik velsignede røgelsespinde til vores tuk tuk

Vi havde nu besøgt 2 templer og turen var ikke begyndt endnu.

Så gik det ellers over stok og sten med volumen på musikken på maks og både speeder og horn i bund. Men trods alt dette, var jeg så træt, at jeg formåede på et tidspunkt at falde i søvn. Vi havde kun to slags stop på turen, velsignelser og små snacks, købt langs vejen.

 

 

SONY DSC

Når man skal på så lang en tur, så er det vigtigt at have de guddommelige kræfter på ens side, så vi lagde mønter i mange af templernes indsamlingbøsser ud til vejen. Sådan som de kører, vil jeg også mene det er nødvendigt.

Når jeg er sammen med mine lokale venner, så spiser vi naturligvis også lokal mad og de syntes det er sjovt,  at introducerer mig til forskellige specialiteter. Vores første stop ved et gadekøkken var suppe, jeg har absolut ingen idé om hvad der var i, men den var grøn og skulle være god for kroppen, når man skulle velsignes. Jeg drak det meste, men måtte til sidst give op uanset hvor sund den skulle være.

At være på tur med lokale er helt fantastisk, fordi de taler meget med de folk vi møder, de udviser interesse for hinanden og der bliver hurtigt stiftet nye venskaber. Et af de store samtaleemner var selvfølgelig, den hvide turist, som var med på turen og oven i købet var blevet bidt af en hund og været på det lokale hospital. Når jeg fortæller dem, at I Danmark taler folk ikke med hinanden i busser og tog, så kan de slet ikke forstå, hvordan det kan lade sig gøre, men de havde godt hørt det fra nogle andre, som havde boet i Europa – tankevækkende.

SONY DSC

Et sødt og sympatisk par, som lige havde åbnet deres restaurant ved vejen, hvor de solgte kogte majs

Vi fik også majs og små stegte ferskvandsfisk undervejs. Den sidste var jeg lidt i tvivl om hvordan jeg skulle gå til og håbede ikke de forventede, at jeg spiste øjne og finner. Heldigvis spiste man kun kødet og det smagte rigtig godt, så det tør jeg godt gøre igen en anden gang. Maden i Sri Lanka regner jeg med at skrive mere om, på et andet tidspunkt, men kort sagt, så er jeg  VILD med det lokale køkken også selvom det til tider er så stærkt, at både tårer og næse løber og jeg ikke kan lukke munden, fordi luftindtræk er absolut nødvendigt.

SONY DSC SONY DSC

Efter ca. 8 timer ankom vi til Kataragama, fandt et hotel og jeg havde desperat brug for en tur i poolen og op på værelset og sove. Man bliver bare så beskidt af at køre i tuk tuk og partikelfilter tror jeg slet ikke de ved hvad er.

Selve ceremonien startede klokken 18 og til den tid skulle vi være nyvaskede og iklædt hvidt tøj.  Da vi ankom til stedet, hvor man tilbeder Gud, var der et inferno uden lige af bjælder, trommer, klokker, hellige køer og boder, hvor der blev solgt alskens varer som f.eks. blomster, frugtkurve små ting til minde om ens pilgrimsfærd. Det virker ikke som om man går særlig meget op i om det er hinduistisk eller buddhistisk velsignelse eller ritual, den slags kan man ikke få for meget af uanset religion eller trosretning og her var vist en lykkelig blanding af det hele.

SONY DSC

Det var meget tydeligt at mærke på mine venner, at det altså var vigtigt det her

Der var nogle enkelte andre turister, som stod og kiggede lidt på afstand, men mine venner tog mig gennem alle de samme ritualer, som de selv var igennem. Vi købte frugtkurve, blomster, kokosnød, fyrværkeri og blomsterkæder af plastik, men jeg forstod ikke helt hvad alt dette skulle bruges til.

 

 

SONY DSCFørst ventede vi på et eller andet, som jeg ikke kunne gennemskue hvad var, men så skulle vi stille os i kø med vores frugtkurve og vente på, at blive lukket ind i en bygning – måske tempel – sammen med alle de andre. Her blev vi efter et stykke tid lukket ind og med stor autoritet delt op i forskellige rækker, ingen slinger i valsen her.

SONY DSCDet var meget vigtigt, at ligge nogle mønter og en seddel op i frugtkurven. Vores tuk tuk chauffør lagde også sine tuk tuk nøgler i kurven. Det skulle være ekstra god velsignelse og da han havde overbevist mig om, at man fik nøglerne tilbage, (men ikke pengene) så helgarderede jeg mig og smed mit nøglebundt i kurven. På den måde ville jeg få velsignet bilen, cyklen, lejligheden, kolonihaven og min fars hus, så kunne det da ikke gå helt galt.
Da vi kom frem til enden af køen skulle vi aflevere kurven til en mand klædt i hvidt, om rakte den videre ind bag et forhæng. Jeg var en smule utryg, fordi hvad hvis de troede nøglerne betød, at jeg donerede alt hvad jeg havde og de ikke ville give  mig nøglerne tilbage. Der var trods alt ikke meget af det der foregik, som jeg forstod. Inde bag forhænget tog de alle pengene og det meste af frugten og vi fik kurven tilbage med noget særligt velsignet frugt, en mønt pakket ind i et blad og til mine store lettelse også mine nøgler. På vej ud fik vi et velsignet hvidt mærke i panden og skulle drikke noget særligt vand og da vi kom ud skulle vi spise den frugt, som vi havde fået tilbage, det skulle også være særlig godt. Mønten blev pakket ind i et klæde, som jeg har lovet at hænge i min bil sammen med kæden af plastikblomster. Jeg ved ikke lige hvordan det kommer til at se ud, men jeg tør næsten ikke andet.

Videre med de mange velsignelser. SONY DSCNu skulle min lokale ven sætte ild til den kokosnød, som vi havde købt, og så skulle han ønske noget, mens den blev smadret ned i jorden og vi skulle alle 3 spise noget af den – igen som velsignelse. De vidste ikke hvorfor eller hvad det symboliserede. Men nu kunne vi da sætte endnu et flueben i rækken af velsignelser.

SONY DSC

Næste stop var nede i den anden ende af området, hvor der lå en stor flot stupa og var nogle budha figurer. Men inden da skulle vi naturligvis købe nogle flere blomster, fordi dem vi havde købt til at starte med, havde vi lagt ved det første sted. Det var nogle meget smukke blomster, som de søde blomsterpiger stod langs ruten og solgte. Vi købte en stor buket, som blev fordelt flere forskellige steder, blandt andet rundt om den store stupa. SONY DSC

Der var en helt speciel og højtidelig stemning på stedet. Alle de mennesker klædt i hvidt, blomster, familier og par, som kom og bad sammen, grupper der sad rundt på området og bad, sang og chantede alt imens de fine hellige køer prøvede at stjæle frugtkurvene og blomsterpigerne tjene til dagen og vejen.

Da vi gik hjem til hotellet, var jeg totalt udmattet efter en lang og begivenhedsrig dag med mange velsignelser og kunne ikke helt overskue, at mine venner mente vi skulle yderligere 80 km op i bjergene til et tempel næste morgen.

SONY DSCNæste morgen viste det sig, at vejene op til det tempel ikke var farbare, så nu var der pludselig tid til en svømmetur i svimmingpoolen inden vi skulle videre til nogle andre templer i området, fordi pilgrimsturen var slet ikke ovre. Her var der også en masse ritualer, som jeg ikke forstod, men mange af stederne var der skilte, hvor der stod at man ikke måtte fotografere. I det ene tempel skulle man ligge nogle penge i en glasmontre, som hang nærmest som en vugge og så skulle man røre ved den mens den vuggede frem og tilbage 3 gange, mens man gentog en sætning efter en meget entusiastisk mand og derefter bede sin bøn. SONY DSCEt andet sted hang der en masse guldkæder, de var givet i taknemmelighed af nogle af dem, som havde fået opfyldt deres bønner.

Vi var to forskellige steder, hvor der var flere templer og hellige symboler og statuer. Endnu en gang var det en lykkelige blanding af buddhistiske og hinduistiske steder og da jeg spurgte ind til det, fik jeg af vide det var fordi en af kongerne i landet for mange år siden, som var buddhist giftede sig med en kvinde, der var hindu og de ønskede, at folk kunne komme her og tilbede begge dele samme sted. Jeg spurgte lidt ind til hvilken konsekvens det havde haft under borgerkrigen, men de forstod ikke mit spørgsmål, fordi krigen havde jo ikke været mellem buddhister og hinduister, men derimod teorister. Tror hellere jeg må få læst lidt mere på historien fra landet, når nu jeg er her så meget.

Da vi kørte derfra følte jeg mig totalt gennemvelsignet og godt rustet til resten af ferien. Og så mangler jeg endda at besøge min sædvanlige chef munk, som altid plejer at velsigne mig, når jeg er i Sri Lanka.

Vejene vi kørte på, på vores tur var meget forskellige. Strækningen langs kysten var på små smalle meget trafikerede veje, men så snart vi kørt ind i landet ændrede de karakter. Pludselig var der de fineste brede veje og nærmest ingen biler, men det var der en helt naturlig sri lankansk forklaring på. Det var præsidentens hjemstavn, så den blev forfordelt med veje, de vildeste kæmpe bygninger midt ude i ingenting og en ny lufthavn, meget underlig prioritering. I dag åbnede der også en ny strækning på deres første motorvej, så nu kan man næsten køre på motorvej hele vejen fra Galle til lufthavnen. Der mangler vist en lille stykke endnu. Når den er helt færdig skulle det korte turen ned fra 3 timer til 1 time og 20 minutter blandt andet fordi man kan køre væsentligt hurtigere og der må ikke køre tuk tuker. Så vidt jeg har forstået er der tale om en betalingvej, så der er mange som fravælger den.
Vitterligt ude i midten af ingenting i et område, der var fuldstændigt ubeboet og meget gold, lå der pludselig en bygning med en række boder, som  solgte en masse forskellige varer, det meste i farverigt plastik. Jeg så ingen kunder, men hver eneste bod, var bemandet. Der skulle vi ind, fordi det var vigtigt, at have gaver og noget der mindede om kage med hjem til minde om turen til venner, familie og naboer. De har så lidt og alligevel købte både chaufføren og min ven hver en lille ting til mig, så jeg havde et minde fra turen. Det er rørende at opleve og jeg var vildt ked af, at jeg ikke havde købt noget til dem.  Tror mest det var tanken det handlede om mere end det var selve den ting man gav, og jeg ville så gerne havde gjort det samme overfor dem.

SONY DSCEfter den lange tur og de mange velsignelser var jeg helt udmattet, så efter et besøg på sygehuset, for at få yderligere 2 sprøjter, tog jeg til mit helt eget paradis, for at slappe af og bare være. Alle guidebøger taler om Unawatuna, som skulle være kåret til at være blandt verdens 10 bedste strande. Det må være længe siden og før tsunamien. Nu er der næsten ikke noget strand tilbage, fordi alle har haft så travlt med at bygge helt ned til vandet og sandet er åbenbart begyndt af forsvinde. Få kilometer derfra har jeg helt tilfældigt fundet den mest vidunderlige strand, her er næsten ingen mennesker, kun 8-10 liggestole og 2 steder man kan spise. Man står op og går i seng sammen med hønsene. Jeg kan sidde i timevis og bare kigge på bølgerne, skildpadderne, som stikker deres hoveder op og surferne som dukker op af ingenting morgen og eftermiddag. Der er en helt speciel afslappet atmosfære, som man ikke kan være upåvirket af. SONY DSCDe første 2 nætter boede jeg på et Guest House, hvor jeg har boet før. Der var kommet ny manager, som absolut ikke forstod et ord engelsk, men vi klarede os og han lavede fin morgenmad.

 

 

SONY DSC

Udsigten fra min altan og selv i regnvejr, var der skønt i paradis

I weekenderne kommer der en del lokale ned til kysten fra f.eks. Colombo og mit værelse var derfor booket og jeg måtte endnu en gang flytte min lille popo og kuffert. Siden jeg første gang kom på stranden har jeg gerne ville bo på Rathna Guest House, men det har været fuldstændigt umuligt, fordi det er så populært. Som plan B havde jeg mødt et par, som lejede 2 værelser ud, men jeg ville nu gerne prøve om det denne gang var muligt at få værelse på Rathna og det var det. Skønt sted, gode værelser og det sødeste personale. Når jeg rejser alene er jeg ikke vild med de store fancy hoteller, jeg vil langt hellere bo på små lokale steder, hvor man taler sammen. Der kom endda varmt vand ud af bruseren og det i sig selv er et kvalitetsstempel i Sri Lanka. Der var kun et enkelt minus, en familie kakerlakker havde besat badeværelset og de var store både i størrelse og antal, men vi fandt en løsning begge parter kunne leve med. De måtte være på badeværelset, kun om natten og hvis jeg sørgede for at lukke døren, så ville de ikke komme ind på værelset – det virkede.
SONY DSCDet er en meget lille strand og på grund af landevejen og togbane, er det ikke muligt at bygge store hoteller i området. Der er en smule trafikstøj fra vejen, men det overdøver bølgerne, når de slår ind mod kysten -det meste af tiden. Toget kører ikke så tit, men når det kommer farende med hornet permanent i bund, så det hele ryster, så minder det mig om toget i Harry Potter, tror også de er lige gamle.
SONY DSCDet var oprindeligt en lokal familie som ejede al jorden i området og de har sidenhen enten solgt det fra eller driver forskellige restauranter eller guest houses. Så alle kender hinanden og man spiser næsten med garanti hos fætteren til ham, hvor man bor. Jeg havde en regning på den ene café og da jeg flyttede guest house, så behøvede jeg ikke selv at sige det til nogen, fordi det vidste de allerede. Jeg håber og beder til at lige præcist dette sted, for lov til at forblive så uberørt og enkelt. Mit paradis.

Ægte kærlighed på godt og ondt ;-) SONY DSC

Nogle steder rammer bare ens hjertet fra første sekund og sådan har jeg det med Fort i Galle. Det var kærlighed ved første blik og vi har et meget passioneret forhold. Det er her jeg har mødt nogle af de mest fantastiske søde mennesker, men også stedet hvor jeg har mødt flest banditter.

http://en.wikipedia.org/wiki/Galle_Fort

SONY DSCI alle guidebøger står der f.eks. at man skal passe på, når man bliver antastet af nogle søde og venlige mænd, som ikke vil have penge, men bare lidt til deres syge barn i form af mælkeerstatning. De har så en aftale med en butik, som de tager en med til, hvor mælkeerstatningen bliver solgt til turisten til overpris og bagefter går de tilbage til butikken, leverer mælken tilbage og deler fortjenesten med butikken. Jeg har altid troet det var en skrøne, men den anden dag, da jeg stod af bussen i Galle, kom denne meget søde mand hen til mig og fortalte en masse om sin stakkels familie og hans søn, som havde polie og skulle have en masse medicin og til det skulle de bruge pulvermælk.  Han virkede meget tillidsvækkende og sagde f.eks. at han var venner med ejeren af mit guest house og kunne hans navn. Jeg var nok faldet i, hvis ikke lige jeg havde læst guidebøgerne. Så snart han fandt ud af, at jeg ikke ville købe pulvermælk til hans søn, så sagde han pænt farvel og skyndte sig tilbage til busstationen for at finde nogle nye ofre.

En anden aften jeg sad i mit eget selskab og nød en fantastisk solnedgang, kom der også en bandit forbi og tilbød uforpligtende seksuelt samvær. Der er ingen tvivl om, at han selv mente det måtte være et helt vildt godt tilbud til sådan en enlig kvinde. Og hele hans attitude var på grænsen til det komiske, ihvertfald bagefter ;-)

Men jeg har mødt mange mange gange flere søde, hjælpsomme og gæstfrie mennesker i området end jeg har mødt banditter. Der er nok især en ting, som kendetegner dem jeg har mødt i Fort og det er, at de alle alle kæmper for et bedre liv og nogle bedre betingelser for deres familier. Her er mange flittige og driftige kvinder, som starter deres egen virksomhed og det har jeg ikke oplevet andre steder i landet. Jeg vil skrive mere om de dejlige mennesker jeg har mødt her på et andet tidspunkt.

SONY DSC

Alle steder i Fort bliver der hamret, malet og gravet, så alt er flot og kedeligt inden de fine gæster kommer

Noget af det jeg holder meget af i Fort er de charmerende gamle slidte bygninger, men fra gang til gang, jeg kommer her bliver der færre og færre af dem og der er desværre noget, som tyder på at de stille og roligt forsvinder fra bybilledet. Her bliver flere og flere butikker og cafeer og priserne er efterhånden så høje, at de oprindelige beboere ikke længere har råd til at bo indenfor muren. Lige nu er det hele kammet fundstændig over, alt bliver renoveret, malet og forbedret og her skal være ih og åh så pænt fordi et stort Commonwealth møde skal holdes i Colombe og konerne skal på tur hertil og som om  det ikke skabte kaos nok, så kommer Prins Charles og følge også på besøg, så hele byen er på den anden ende. De er gået så meget amok, at alle bygningerne på vejen fra Colombo og hertil bliver malet og lige udenfor min dør er de ved at rive en smuk 300 år gammel mur ned og bygge en ny, fordi den gamle ikke var perfekt og pæn nok :-(

SONY DSCFort har 2 meget forskellige sider, den hektiske i dagtimerne, hvor der er mange turister og alle erhvervsdrivende skal tjene til dagen og vejen og så om aftenen og morgenen, når der kun er de lokale og nogle få turister. Den sidst nævnte er nærmest magisk, der falder en ro over stedet og alle hilser på hinanden. Når man har været her et par dage, så begynder folk at genkende en og så er man næsten en af dem. Eller også føler jeg mig bare som en af dem. Jeg prøver at stå tidligt op og komme ud og nyde området inden det bliver for varmt og der kommer for mange mennesker. Jeg oplever altid noget, når jeg går rundt i Fort…

SONY DSC

De går meget op i billeddokumentation af bryllupper og der bliver ligefrem lavet en meget følelsesladet film om dagene med musik, digte og tårer, så 6 mand på opgaven er ikke for meget

I Sri Lanka bliver bryllupsdatoen sat efter parrets horoskop og lige i øjeblikket, må stjernerne stå særlig fordelagtigt for indgåelse af ægteskab, fordi man ser brudepar over det hele.

 

 

 

 

SONY DSCVar ude og gå en morgentur med min nye veninde fra England, da vi pludselig blev omringet af et cricket hold fra en stor skole i Colombo. De ville så frygtelig gerne fotograferes sammen med os og vi blev også inviteret til at komme og se deres kamp mod Galle. Det takkede vi dog pænt nej tak til, men veninde skulle hjem den dag og jeg fatter absolut ikke cricket.

SONY DSC

Få minutter efter faldt vi i snak med to herrer som udøver yoga hver eneste morgen kl. 6.30 og wupti så var holdet udvidet med en og jeg lovede at komme og være med næste morgen.

 

 

SONY DSCBlev vækket den ene morgen kl. 7 af trommer og trompet fanfarer og da jeg gik ud på terrassen, så kom der et skoleorkester marcherende taktfast ned af gaden. De skulle øve inden skolen startede og det gik ikke stille for sig og foregik med stor indlevelse i sær da skolen lige på den anden side af gaden startede med deres morgensang.

IMAG1041Pludselig vrimlede hele byen med uniformer. Det vidste sig, at der den dag skulle være begravelse af en højtstående militærmand og ceremonier med pomp og pragt, det er noget de har forstand på. Der var sildesalat, skarpladte våben, sikkerhed på højt plan, uniformer i alle afskygninger, MP, byens hovedfærdselsåre blev afspærret og der blev affyret kanonskud. Han må have været en vigtig mand. Specielt mændende fra Militær Politiet imponerede mig, de skal være over 1,80, hvilket er meget højt her, så de ragede op over alle andre og så er de trænet i at stå meget specielt med hovedet og se alvorlige ud. Det er ikke nogen jeg ønsker at blive uvenner med og turde heller ikke tage billeder af dem.

SONY DSCMødte en lille gruppe high-tek munke med smartphones, som var på besøg i anledningen af den buddhistiske ceremonie, der markerer afslutningen på monsunen. Den er ikke samme dag alle steder, det er forskelligt fra tempel til tempel og jeg ved ikke hvorfor. I Fort var det den 1. november. Der var pyntet med de buddhistiske flag hele vejen rundt om templet og om aftenen begyndte munkene at messe og der blev tændt lyskæder på hele bygningen. Jeg stod et stykke tid udenfor og nød hele sceneriet, det var virkelig smukt. Kl. 2 om natten gik munkene og mange af meningheden gennem hele byen mens de spilede trommer, horn og dansede i nogle mange smukke dragter. Jeg har sidenhen fået at vide at danserne var kommet hele vejen fra den anden ende af øen, for at være med til at fejre dagen i Fort. Langt størstedelen af indbyggerne i Fort er Muslimer, så en del af den buddhistiske menighed kommer fra området udenfor Fort.
Fejringen fortsatte dagen efter, hvor jeg blev inviteret med i templet af nogle venner. Alle var klædt i hvidt og havde hver i sær medbragt en ret til dagen. Mine venner havde bagt kage og lavet hvidløgskarry, som skulle være særlig sundt og godt for krop og sjæl. Alle retterne blev meget højtidligt placeret på et bord midt i lokale af de stolte givere. Der var dækket fint op med hvide stole og duge til at de tilrejsende munke, som kom ind i lokalet og satte sig. Så blev der bedt, prædiket og chantet, mens menigheden og jeg sad på gulvet rundt i lokalet. Efter et stykke tid, begyndt det til forveksling at ligne en debat i folketingssalen hjemme, jeg vil vove insistere på at den ene munk var faldet i søvn, en anden talte i telefon og flere af de andre så næsten ud som om de havde tømrermænd, men måske var det fordi de havde sunget og danset hele natten.

SONY DSCDa den del var færdig, gik folk rundt til munkene og tilbød dem deres ret og serverede ærbødigt. Helt usædvanligt havde også mændende travlt med at servere, hvilket jeg syntes var sjovt at se, fordi de har med garanti ikke lavet noget af maden. Jeg prøvede så vidt muligt at holde mig lidt i baggrunden, fordi jeg var jo gæst og det var i virkeligheden slet ikke min religion, men der var slet ikke tvivl om, at mine venner ville sikre sig, at jeg var med til det hele. Så jeg blev også sendt rundt for at tilbyde munkene deres mad, men på det tidspunkt havde de fået så meget mad at de alle takkede nej. Så blev jeg i stedet sendt over med kage til dem.

 

SONY DSC

Munken længst til venstre, var ham som sov eller ihvertfald var tæt på, ham ved siden af er chefmunken for hele området og den sorte munk var en rigtig spraderbasse, som fik alle til at grine.

Derefter fik munkene hver en lille pose med frugt og det var åbenbart en meget stor ære, at få lov til at give dem sådan en pose. Så fik jeg stukket en pose i hånden og presset afsted i en fart, fordi alle ville jo gerne give dem frugt, så det var lidt af et væddeløb. Jeg nåede det lige foran en anden og så skulle jeg skynde mig at overrække posen og bukke for munken. Nu var mine venner tilfredse fordi jeg var meget heldig og de havde gjort hvad de kunne. Munkene fik også overrakt nyt klædedragter og penge til deres tur hjem.

Da de var taget afsted, så blev resten af maden sat frem og alle kunne spise. Endnu en gang må jeg bare konstatere, at jeg ikke er særlig god til at spise med fingrene, de lokale gør det så meget mere elegant. Mine skønne venner tog sig godt af mig og øste mad op på min tallerken og fortalte hvad de enkelte retter var. Jeg bliver så rørt hver eneste gang jeg møder den store gæstfrihed her i landet. Jeg forstod absolut intet af hvad der blev sagt, men syntes alligevel det var en meget smuk ceremoni og elsker bare at høre munkene chante. Tænk hvis vi fejrede skiftet mellem sommer- og vintertid på den måde… Dejlig oplevelse.

Kokkeskole – hvordan laver man Rice and Curry ????

SONY DSCNår jeg er i Sri Lanka, så prøver jeg så vidt muligt, at spise den lokale mad og nationalspisen her er Rice and Curry. Der findes et utal af varianter baseret på forskellige råvarer og jeg bliver ved med at få serveret en type jeg ikke har set før. Der vil typisk være tale om enten kylling eller fisk, ris og 4 vegetariske retter.  Har flere gange prøvet at købe krydderier med hjem, men jeg kunne bare ikke få den rigtige smag frem. Der er mange som reklamerer med at de underviser i kunsten at lave Rice and Curry, men jeg ville kun lære fra den bedste og alle her siger, at dronningen af Rice and Curry er Mama. Jeg har spist på hendes restaurant Mama´s nogle gange og hun laver den skønneste mad, så nu skulle det være efter flere års overvejelser.

SONY DSCJeg mødte op i restauranten 9.30 og så tog vi sammen en tuk tuk ud på markedet for at handle ind til maden. Mama er en bestemt dame, når der blive handlet ind og hun vil kun have de bedste råvarer. Første stop var hos fiskemanden, hvor der blev købt tun. Læg mærke til herren i midtens fine forklæde.

SONY DSCMarkedet med grøntsager var bare det vildeste og hvor ville jeg ønske man kunne købe den slags hjemme. Der var mange af grøntsagerne jeg aldrig har set før, men Mama havde styr på, hvad vi skulle bruge. Sidste stop var supermarkedet, hvor der også skulle handles ind og de blandt andet viste mig nogle af de krydderier, vi kom til at bruge.

SONY DSCDa vi kom hjem i køkkenet, blev jeg sat i en stol, så de kunne gøre klar til undervisning og sætte et køkken op udenfor køkkenet, så vi alle kunne være der. Det skal hertil sige at jeg var den eneste elev på holdet den dag. Der blev lagt papir og kuglepen frem til mig, så jeg kunne være en god elev og tage noter. Derefter blev jeg på den sødeste vis og med sikker hånd guidet igennem undervisningen i at lave Rice and Curry.

SONY DSCDet gik ret hurtigt op for mig, at der blev brugt langt flere forskellige krydderier end jeg var klar over, nogle af dem har jeg ingen ide om hvad hedder på dansk og de hemmelige ingredienser er f.eks pulver af tørret fisk og sennepspulver. Der er ingen tvivl om, at det hele ville været gået meget hurtigere uden mig, jeg var både meget langsommere til at hakke og skære, men jeg skulle også tage noter samtidig.

SONY DSC

Jeg ville ønske dufte kunne formidles via billeder

Hvis jeg skal beskrive maden med få ord, så er det et overflødigshorn af dufte, meget fedtfattigt og kort kogetid. I løbet af få timer, så havde vi lavet et hav af forskellige retter: græskar karry, svampe karry, egplant karry, tun karry, kyllinge karry, dhal, en karry med nogle grønne blade og hvidløg, ladyfingers karry og så fik jeg sour mango karry som ekstra bonus. Jeg troede retterne skulle stå længe og simre, fordi alle steder står der at Rice and Curry skal bestilles i forvejen, men der var ikke noget af det vi lavede ud over kyllingen, som kogte mere end 10 minutter.

 

SONY DSC

Jeg kan uden forbehold sige, at i løbet af den dag, kom jeg bare til at knuselske Mama og hendes familie. De er varme, omsorgfulde, ekstremt venlige og går det efter fortjeneste, så bliver deres nye restaurant en kæmpe succes. Nu var det gået op for mig, hvilke krydderier, der skulle bruge til hvad, men jeg havde jo ikke fået købt dem alle, så vi aftalte at jeg skulle komme igen næste morgen, så kunne vi tage på krydderi indkøb. Det var også hende og hendes familie, der tog mig med til templet og den oplevelse vil jeg aldrig glemme.

 

SONY DSCSå har jeg været til undervisning, fået opskrifter og handlet krydderier, nu håber jeg bare, jeg kan bruge det i praksis hjemme, der er ingen undskyldninger. Jeg har endda helt ekstraordinært fået lov til at købe nogle af Mamas hemmelige hjemmelavede krydderier. Hun er bare en skat.

 

Et uventet møde

SONY DSCDet er aldrig til at vide hvad der sker, når man går ud af døren om morgenen og nogle gange tager en kort tur pludselig det meste af en dag. I dag skulle jeg bare til Mamas for at spise morgenmad, men på vejen faldt jeg i snak med en muslimsk herre, som stod udenfor sit hus og var i det snaksagelige hjørne. Da jeg blev inviteret indenfor takkede jeg naturligvis ja tak, det var en unik mulighed for at tale med nogle spændende mennesker og endnu en gang et bevis på deres store gæstfrihed. Jeg blev vist rundt i huset og vi havde en lang snak over et kop ingefær te og han vidste rigtig meget om Forts historie.

 

SONY DSCDet viste sig også, at han var en meget kompetent ædelstensekspert og grossist og han ville meget gerne lære mig noget mere om ædelstene og halvædelstene, det kunne jeg ikke sige nej til. Så han hentede sit undervisningskit og så gik vi ellers i gang. Der er ingen tvivl om at han ved vildt meget om ædelsten og krystaller og i løbet af kort tid, lærte jeg blandt andet at se forskel på blå safirer og andre blå sten. Hvordan de forskellige sten så ud rå og poleret, hvad de enkelte stens hårdhed var og meget mere. Tiden fløj afsted og allerede over teen var jeg blevet inviteret til frokost og det var ikke til diskussion. Så jeg havde frokost med et muslimsk par, som jeg havde kendt 1,5  time.

SONY DSCEfter en rigtig lækker frokost, gik vi tilbage til “klasseværelset” og nu kom de sten frem, som var til salg. UHA han havde nogle lækre sager og hans priser var nærmest latterlige lave, så undertegnede måtte holde godt fast i bordkanten for ikke at miste kontrollen. Der blev regnet, sammenlignet, vejet og sorteret og vi hyggede os begge helt vildt. Sri Lanka er kendt for sine månesten og han havde 2 fuldstændig fejlfrie blå månesten, som var ubeskrivelige smukke. Han havde tidligere spurgt til min fødselsdato og det viste sig at lige præcist månesten var min måneds sten og tænk en gang, han insisterede på at forære mig den ene af de perfekte månesten til minde om vores møde. Jeg viste ikke hvad jeg skulle sige, men jeg blev utrolig rørt, fordi det havde han på ingen måde behøvet at gøre og det var ikke fordi jeg købte en masse sten hos ham, tværtimod så brugte jeg kun 150 kr. Pludselig var der gået 4-5 timer og vi var enige om at det havde været forudbestemt vi skulle mødes.

Svært at skulle sige farvel til så mange dejlige mennesker.

SONY DSC

Noget af det jeg nyder meget ved at rejse alene er, at jeg altid er sikker på, at møde en masse nye inspirerende mennesker, men det betyder også, at jeg skal sige farvel til dem igen og mange af dem, ved jeg ikke om jeg ser igen eller hvornår. Det har jeg det ikke så godt med, men i mange tilfælde viser det sig, at vi møder dem igen før eller siden, det håber jeg også er tilfældet denne gang. For første gang nogensinde i Sri Lanka, havde jeg nu boet 8 dage det samme sted, der var stadig en masse at se og opleve i Fort, men det var alligevel tid til at skulle videre. Jeg havde nu været der så længe at folk hilste, når jeg gik rundt i byen og spurgte og jeg boede i Fort. Så i går tirsdag havde jeg besluttet mig for at forlade Fort og der var en masse hjertevarme mennesker som jeg skulle sige farvel til. Det gjorde ondt langt ind i hjertet. Der var flere af dem, som havde spurgt om jeg ville komme forbi og sige farvel inden jeg tog afsted, så den sidste dag i Fort blev brugt på at sige farvel og foretage de sidste indkøb. Til min store overraskelse var der flere af dem, som havde afskedsgaver til mig og det gjorde bestemt ikke afskeden med dem alle nemmere.

Venner og bekendte fra Galle Fort…

SONY DSCZihny er en af dem jeg har kendt siden mit første besøg til Galle Fort. Han er en intelligent og charmerende ung mand, som rigtig gerne vil noget mere med sit liv, men det kan være svært i et land som Sri Lanka, hvis man ikke har venner eller familie, der kan hjælpe med netværk eller penge. Han overvejer som så mange andre at tage til udlandet og arbejde, men vil allerhelst blive i Sri Lanka. Så indtil videre arbejder han i smykkebutikken, der hører til Pedlars Café. Han er en af mine kilder til hvad der foregår i Fort, f.eks. kommer med gode fif til hvor jeg skal spise og det var også ham, der introducerede med til fantastiske Mama.

SONY DSCMama og hendes 2 døtre var nogle af dem, som jeg mødte på denne tur og aldrig vil glemme. De laver den bedste rice and curry og de gør alt hvad de kan for at klæde dig på til at kunne lave tilsvarende lækker mad hjemme. De var nogle af dem, som det var sværrest at sige farvel til og jeg har haft nogle af de bedste timer i deres selskab både i køkkenet og da de tog mig med i templet.

SONY DSCDet er ikke lige til at se på dette billede, men Yameen er normalt den smilende stolte ejer af butikken Orchid House. Et sted fyldt med de skønneste fristelser fra Sri Lanka lige fra håndlavede tøjdyr til smykker og te. Han er altid igang med at udvide og forbedre butikken og gør meget for at støtte små selvstændige i området. Butikken er blevet meget større siden første gang jeg var der, han har lige åbnet en lille butik mere og næste skridt er, at han også vil åbne en café. Sidste gang jeg var i Sri Lanka hjalp jeg ham med at komme på Tripadvisor og han har allerede fået en masse begejstrede anmeldelser og ligger på top 3 over shopping i Galle.

SONY DSCMilton mødte jeg helt tilfældigt en morgen. Du kan møde ham hver dag kl. 6.30 på plænen foran klokketårnet, hvor han laver yoga og træner inden han enten åbner sin frisørsalon eller er rundt på områdets hoteller og giver massage. Jeg prøvede så vidt det var muligt at lave yoga med ham og nogle andre lokale om morgenen, men det var ikke altid det lykkedes mig at komme op til tiden og han var meget efter mig, fordi yoga skal man altså lave hver dag.

 

 

SONY DSCGalle Fort vrimler med smykkebutikker og der bliver flere og flere for hver gang jeg er i byen. Det kan være svært at overskue, men en sen aften endte min veninde og jeg inde i denne butik – primært fordi de var de eneste, der havde åbent så sent. Nu er de mine samarbejdspartnere og jeg har netop købt de første prøver med hjem til min fremtidige butik. Jeg har besøgt deres værksted og de har nogle imponerende dygtige håndværkere ansat og alle smykker er håndlavede med stor omhu. Jeg elsker deres ting og min største udfordring bliver at give tingene fra mig.

SONY DSCNaman ejer Seagreen Guest House hvor jeg altid bor, når jeg er i Galle Fort. Det er et lille hyggeligt sted med kun 5 værelser og byens absolut bedste udsigt ud over havet og plænen hvor de lokale går tur og spiller cricket. Naman er så heldig at have nogle meget dygtige og flittige unge mænd ansat, så der er altid perfekt rent og pænt alle steder. Selv laver han ikke så meget og indrømmer at han er lidt doven, undtagen lige når det kommer til hans splinternye bil. Den bliver pudset, plejet og vasket efter alle forskrifter hver eneste morgen og er nok den mest velplejede bil i byen.

 

SONY DSCShaffy og hans familie mødte jeg dagen inden jeg forlod Fort, men vi nåede alligevel at tilbringen en del tid sammen og han er en af dem jeg glæder mig til at se igen. Der er i det hele taget rigtig mange gode grunde til at tage tilbage til Sri Lanka og Galle :-) Ikke at jeg behøver nogle, fordi jeg har erkendt at jeg nok altid vil blive ved med at komme tilbage.

 Skolebesøg

SONY DSCEn af mine helt særlige venner i Sri Lanka er en lille pige ved navn Hasheena. Vi kan ikke tale særlig meget sammen, fordi hun har endnu ikke lært så meget engelsk og jeg kan måske 10 ord på sri lankansk, men det gør ikke spor. Vi hygger os, når vi er sammen og kan sidde længe på gulvet og tegne uden at sige noget. Hun er en klog lille dame med en stærk vilje og familien er meget stolt af hende, fordi hun er en af de bedste i sin klasse og får flotte karakterer. Jeg syntes derfor det kunne være rigtig sjovt, at besøge hende i skolen inden jeg tog hjem. Det mente min kammerat ikke var noget problem, fordi han på en eller anden måde var i familien med skolens inspektør og vi behøvede derfor ikke en gang at spørge om lov inden vi    kom.  Men det blev dog præciseret, at jeg skulle være være ordentligt klædt på og det indebar lang nederdel og t-shirt med ærmer.

SONY DSCJeg ville selvfølgelig gerne have et eller andet med til klassen, så vi tog til markedet og købte slikpinde og nye blyanter til dem alle. Hasheena vidste ikke vi kom, så hun blev meget overrasket og genert, men der var ingen tvivl om at hun også var meget stolt over, at det var pga hende vi kom på besøg i klassen. Hun blev ikke mindre populær, da klassens engelsklære fortalte, at vi havde valgt, at besøge deres klasse, fordi vi kendte Hasheena og jeg bad hende dele slikpinde rundt til sine venner. Jeg kunne ikke forstå, at ingen af dem begyndte at spise slikpinden, men jeg fandt ud af at det var fordi, det var jo stadig time og der må man ikke spise – selvfølgelig.

SONY DSCDet var et dejligt besøg og jeg nød hvert eneste sekund. Det var sjovt, at se ungerne som både var meget nysgerrige og meget generte. Efter et stykke tid kom de modigste kom hen til mig og sagde ” My name is…” og så kunne de ikke mere engelsk. Flere gange under besøget var jeg omringet af så mange skønne smilende unger, at de var lige ved at vælte mig.

SONY DSCDet var meget varmt inde i lokalet – efter min standard, og de opdagede, at jeg svedte, så inden jeg havde set mig om, stod der 5 unger og viftede med deres bøger for at give mig luft, og de var så tæt på, at jeg til tider blev helt nervøs for at miste et øje, men der var ingen tvivl om, at det blev gjort med de bedste intentioner.

SONY DSCInden besøget var forbi, blev jeg meget højtidligt inviteret til at komme igen næste gang, jeg var i landet og vi udvekslede adresser og læreren lovede, at de ville skrive til mig. Nogle gange glemmer jeg hvor fattige de er, så min ven hev mig diskret til side og hviskede i mit øre, at jeg også skulle huske, at give dem penge til frimærker. Hvor flovt, det havde jeg slet ikke tænkt på. Det er min helt klare hensigt, at gøre hvad jeg kan for at bevare kontakten til dem. Det kunne være sjovt, at se dem vokse og udvikle sig. Hele skolen havde hurtigt opdaget, at vi var på besøg og flere elever fra andre klasser kredsede rundt om lokalet og prøvede, at få vores opmærksomhed. Så da vi var på vej videre, kom inspektøren”tilfældigvis” forbi og inviterede os med på kontoret, ellers inviteret var måske så meget sagt, fordi jeg blev ihvertfald ikke spurgt. Al samtale på kontoret forgik på sri lankansk, så jeg var ikke direkte involveret i samtalen, men var samtidig ikke i tvivl om, at jeg i meget høj grad var samtaleemnet. Bagefter fik jeg et kort referat og inspektøren, havde talt meget om, hvor fattige mange af eleverne var og hvor store problemer det gav, at der var elever som ikke havde f.eks. bøger eller sko. Han havde derfor foreslået, at jeg startede en foundation til fordel for skolen elever. Øhhhhh, det har jeg så ingen ide om hvordan man gør, men hvis det er mig muligt på en eller anden måde at gøre en lille forskel for eleverne, så vil jeg meget gerne det, jeg ved bare endnu ikke hvordan.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

6 Responses to Sri Lanka 2013

  1. Jannie says:

    JA, hvad sagde jeg!!!!!
    Du skal åbenbart lærer at passe på dig selv ved learning by doing, men ja alle de mange indsprøjtninger skal åbenbart til. Jeg kunne ellers helt gratis havde givet dig er NADA forløb, med akupunktur for afslapning og andet godt, men ja, du vil havde medicin i stedt for.
    Kæmpe knus fra din rejsekusine (som ikke ved om du bør rejse uden hende næste gang!!)

  2. Dorte says:

    Super Læsning Lille larsen – Sidder og kluk griner hjemme i sofaen

  3. gokhan says:

    Rigtig god bedring Tina. Kom nu helt skindet hjem:)

    Hyggeligt følge dig her

  4. anette says:

    Hej Tina- spændende læsning og dejligt med al den velsignelse du får!! tænker på om du mon kan kan klare det, ellers er du velkommen til at sende bare lidt velsignelse hjem til dine venner i DK. Fortsat rigtig god ferie herfra :-)

  5. Jannie says:

    Nu håber jeg altså du vil invitere på Rice & curry. Men hvis det gå lige såsom invitationen som til Mormor-mad, så bliver jeg jo gråhåret inden?

  6. Sanne says:

    Hej Tina.
    Elsker at læse dine beretninger. Det er som om jeg er på min egen lille rejse hver gang jeg læser det. Tekst og billeder bliver levende og filmen starter for mit indre øje.
    Det er som altid – når du er ude at rejse – et stort eventyr med massere af unikke oplevelser. Var jeg bare halvt så modig som du.
    Glæder mig til næste indlæg. Og tak for alle de smil du giver mig når jeg læser dine indlæg.

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *

You may use these HTML tags and attributes: <a href="" title=""> <abbr title=""> <acronym title=""> <b> <blockquote cite=""> <cite> <code> <del datetime=""> <em> <i> <q cite=""> <strike> <strong>